Kirsten Klein

Den stille intensitet, vi kender så godt fra Kirsten Kleins karismatiske landskabsfotografier, viste sig for alle, der oplevede Kirsten Klein for første gang, at være et levende spejl af hendes egen personlighed.

Fra en stille, sårbar start fik Kirsten på få minutter forsamlingen i sin hule hånd, og vi fik lov til at følge hende vidt omkring på både det personlige og fotografiske plan. Kirsten fortalte blandt andet om, hvordan hun eksponerer efter skyggerne og overfremkalder for at opnå den velkendte, kornede atmosfære i sine sort-hvid fotografier. Og man kunne nemt sidde tilbage med indtrykket af, at hun et langt stykke ad vejen har levet sit liv efter samme filosofi: I en barndom, der ikke har været lige nem hele tiden, blev ”naturen min nærmeste forbundsfælle” og med inspiration i kunstbøger fandt hun frem til fotografiet.

Efter en uddannelse som portræt- og museumsfotograf flyttede hun med sin mand, Steen, til Mors, hvor hun har fundet mange af sine bedste motiver ved Limfjorden og op og ned langs Vesterhavet. Vi genså mange af hendes nærmest legendariske billeder, også fra Irland. Undervejs fik vi små historier om tilblivelsen, ligesom Kirsten beredvilligt svarede på spørgsmål om at fra filosofi til fototeknink, om valg af motivkreds, om forholdet mellem farve- og sort-hvid fotografi, om hendes forsigtige flirt med det digitale billede og ikke mindst om de projekter, hun har indgået i gennem de senere år.

”Jeg laver det, jeg brænder for og tror, det er meget vigtig at holde sin sti ren. At være tro over for det, der er mig”. Sådan lød bare én af de mange overvejelser, der har ført Kirsten Klein frem mod at være Danmarks mest eminente fotograf af landskabet som et sindsbillede.