Independent Pixels og Galleri Grundstof

2014-15 sæsonen sluttede med et møde med to markante, nye kræfter i det aarhusianske kunstfotomiljø. Aarhus Independent Pixels er en non-profit talentudviklende festival, der første gang løb af stablen i 2014, hvor hele 170 værker var tilmeldt. Det lykkedes os at få et par af initiativtagerne ned og fortælle om 2015 festivalen i god tid inden den løb af stablen for anden gang 16-18. oktober 2015. Fokus er på at promovere unge fotografer og filmfolk fra de nordiske lande og udvikle dem ved hjælp af en mentorordning. Ældre fotografer er dog også velkomne og Salonens medlemmer blev opfordret til at deltage.
Også næste gæst havde fokus på unge nordiske fotografer. Eller gæst var han sådan set ikke, for initiativtageren til Galleri Grundstof er Vilhelm Halgreen er medlem af Fotografisk Salon. Galleriet er et nyt web-baseret Fine Art fotogalleri, der desuden nogle gange om året materialiserer sig i passende lokaler rundt om i Aarhus. Vi så eksempler på udstillinger med højt niveau.
Sidst, men ikke mindst, blev vi opdateret på Sæsonens største tiltag, nemlig vores egen udstilling ”I Begyndelsen var Lyset”, hvor vi blandt andet har fået Roskilde Domkirke på udstillingskalenderen, hvorefter Salonen ønskede alle medlemmer en rigtig god sommer.
